Stor tak til Silkeborg El og Svæv for en nærmest perfekt F5B Contest Eurotour konkurrence, hvor den nye flyveplads mod nord er en af de bedste F5B baner jeg har oplevet. Og fantastisk med en klub, der ud over nu rigtig gode fysiske rammer, også kan stille med et komplet hold meget kompetente officials
Eneste malurt i bægeret var deltagerantallet fra især Danmark, hvor vi kun var 3 tilmeldte, og kun Jeppe og jeg stillede til start til det, der skulle blive vores første F5B konkurrence i 2019. Forberedelserne var desværre absolut meget sparsomme, med for Jeppes vedkommende ingen modelflyvning siden sidste efterår, og min trimmetur fredag aften for at se, om min "nye" Avionik B15 (B15 = 2015) vinge på en brugt B14 krop kunne flyve. Det kunne den heldigvis, og faktisk gik baneflyvningen for os begge så godt, at Gerben (Regerende F5B verdensmester) var meget forundret over, hvordan især Jeppe kunne flyve så stærkt uden træning og konkurrenceflyvning i et helt år
Der er mange ønsker om en gentagelse i 2020, men det bliver nok meget svært, da F5B miljøet i Danmark, efter at vi var oppe på 8-10 konkurrenceaktive piloter, og talrige rigtig gode oplevelser ved både VM/EM, Contest Eurotour, og ikke mindst de danske konkurrencer, nu nærmest er opløst med sidst også Jeppes stop i F5B. Så det var med meget blandede følelser, at jeg kørte hjem lørdag aften efter en ellers fantastisk modelflyve oplevelse sammen med gode venner igennem mange år fra Danmark, Holland, Belgien, og Tyskland
Personligt gav konkurrencen i Silkeborg dog blod på tanden til, at overveje deltagelse i årets sidste F5B Contest Eurotour i Bad Brückenau om 14 dage, og jeg vil fortsat gøre mit til, at der stadig kan flyves F5B i Danmark frem over i et eller andet regi.
Tommy