Demokrati <-> gadens parlament
Demokrati kan nemt forveksles med gadens parlament. I gadens parlament råder kun de, der kommer på gaden, og blandt dem er det de, som kæfter mest op, der bestemmer. Det får de lov til fordi de spagfærdige og de som lytter fra vinduerne oppe over gaden, fejlagtigt kommer til at tro, at folket har talt. Det er demokratiets opgave at sikre, at alle bliver hørt og at deres meninger bliver taget for pålydende.
DEMOKRATI
"Ved demokrati forstås simpelt hen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning." - Wikipedia
I en forening som vores har vi meget store demokratiske udfoldelsesmuligheder, da vi bl.a. her på forum har direkte kontakt til vores bestyrelsesmedlemmer, og med stor sandsynlighed også kan møde disse IRL i løbet af et helt almindeligt år. Altså en ret kort vej mellem vælger og valgt. Det er en god ting, og det sætter jeg personligt stor pris på.
Der er altså en reel mulighed for at alle medlemmer frit kan komme til orde med deres meninger. Det er der en del af os, der benytter os flittigt af, og en større del der har fravalgt.
Hvordan ved man så lige, hvad denne tavse del går og tænker? Fingerspitzgefühl? Clairvoyance? Krystalkugler?
Nej, vel? Det er yderst vanskeligt at vide noget fornuftigt om.
Derfor er vi nødt til at forholde os til den trods alt store del, der tager sig sammen til at deltage aktivt og engageret, også de som har andre meninger, end de "rigtige" meninger, og i mellemtiden bestræbe os på at få den tavse del i tale, og selvfølgelig forsøge at undgå at ligefrem genere den tavse del i mellemtiden. Det er en balancegang, som bestyrelsen klarer til UG.
GADENS PARLAMENT
"Pøbel er, den almindeligvis nedsættende karakteristik af, en samling mennesker, der er pisket op til en bestemt stemning, ofte af aggressiv karakter. "Gadens parlament" er et andet udtryk. Ordet bruges mere generelt om underklassen, således i det antikke Rom som "plebejerne", i modsætning til aristokratiet." - Wikipedia
Jeg bliver lidt bekymret, når foreningens formand bruger begrebet "gadens parlament" og kæder det sammen med at tale de "spagfærdiges" sag. Begrebet bliver altid hevet op af hatten af eksisterende magthavere som et skræmmebillede på revolution og lignende farligheder, så de pæne søde borgere oppe i vindueskarmene kan føle sig trygge ved, at der ikke bliver givet plads til "pøbelen".
Det kan selvfølgelig kun vække beundring at ville tale de svages sag, men er det på sigt et attraktivt mål for demokratiet? Nej - det mener jeg bestemt ikke.
Derimod er det da meget vigtigere, at sikre at vi alle - inklusive de spagfærdige - bliver velinformerede og engagerede og lærer at være modige og turde stå frem og skrive og tale frit, ikke? Uden at være bange for at blive peget fingre ad, chikaneret og hvad der nu ellers er af risici ved at tale mod den herskende strøm. Med andre ord lære dem at holde op med at være svage. DET er en kerneopgave for demokratiet.
Det er jo ingen sag at klappe den stærke på ryggen, medens det kræver mod at holde med den svage og undertrykte.
Derfor elsker vi Robin Hood og foragter Sheriffen! Elsker Jesus og foragter den romerske overmagt.
Det er lige så vigtigt, at de som aktuelt sidder på "magten", gør sig store anstrengelser for transparens, at lægge alting frit frem på bordet, så vi, pøbelen, kan foretage kvalificerede demokratiske valg.
Pt. klapper vi alle her i den "frie verden" af at "gadens parlament" i Libyen, Egypten m.fl. endelig har fået samlet mod til at gå "på gaden" mod magthaverne. I denne kontekst er der langt mellem kritikerne af gadens parlament!
Men det var nok slet ikke så bogstaveligt ment fra din side, vel? Det siger min krystalkugle, for når jeg læser nogle af dine utallige indlæg, får jeg opfattelsen af et rart menneske med et stort ønske om medlemmernes aktive engagement i Modelflyvning Danmark :-)