Det er den Dauntles, jeg lige har bygget.
Har nok fået vredet tipperne lidt i overkanten.
Men det er 100% ens på begge tipper.
Bare det er ens så skal den nok flyve, hellere 1-2 grader for meget end for lidt.
Det er den Dauntles, jeg lige har bygget.
Har nok fået vredet tipperne lidt i overkanten.
Men det er 100% ens på begge tipper.
Bare det er ens så skal den nok flyve, hellere 1-2 grader for meget end for lidt.
Afhængig af profilform/type vil den indfaldsvinkel (AOA) hvorved dette staller være forskellige (der er flere faktorer* men AOA er den væsenligste)!
*f.eks Renoyldstallet (kan googles) :)
Hvordan en vinge staller (når den staller) afhænger af vingens vortex-system (dette kan man også google :)).
Eller man kan sige: den lokale indfaldsvinkel (AOA) en bestemt sektion på vingen arbejder ved under givne omstændigheder (i virkeligheden udtrykt som den lokale opdriftskoeeficient - eller løftekoefficienten) varierer.
1) En rektangulær vinge staller først ved roden (hvilket er en klar fordel da der derved ikke induceres roll-momenter som krængerorene ikke kan kompensere for). Fordelen er jo netop, at tip-regionen stadigvæk er løftende. En anden (ofte overset) effekt af rod-stall er, at de operationelle vilkår for haleplanet øges (pga hovedvingens mindre "downwash"). Derved vil halen løfte mere og hjælpe til med at trykke næsen ned igen - altså lettere stall-recovery! Det er bl.a. derfor at mange GA-fly (Piper Pa28 osv) har denne planform - enkel at designe/bygge og med gode stall-egenskaber. Men modstanden vil typisk være højere end hvis den var trapetzformet (altså højere brændstofforbrug, mindre rækkevidde).
2) En trapetzformet vingen vil - pga vingens vortexsystem, stalle før vingeroden, altså netop inducere et tip-drop. Intuitivt vil piloten modvirke dette "tip-drop" ved at sænke balanceklappen på denne side, hvilket yderligere vil øge den stallede vinges AOA (indfaldsvinkel), - forvære stallet!
Når man overhovedet bruger denne planform, så er det fordi den er et glimrende alternativ til en eliptisk planform (lettere at designe/bygge). Og den har bedre performance end en tilsvarende rektangulær. For at komme dens tendens for tipstall til livs, må der oftes ofte indbygges forskellige 'mekanismer' der modvirker/kompensere for dette. På fullsize ses ofte "stall strips" på forkanten i rodområdet.
3) En elliptisk opdriftsfordeling gør at, hele vingen i princippet staller samtidig (og dermed meget voldsomt). Eneste regulære fordel ved denne vinge er at den såkaldte inducerede modstand - vingens egenfrembragte modstand når den er opdriftsproducerende, i terorien er mindre end hvad men effektivt kan opnå med de 2 kompromiser til denne, nemlig 1)rektangulær planform og 2) trapetz planform (wing taper).
Til slut:
En trapetzformet vinge med fuldsymmetrisk profil kan udemærket have gavn af washout - men da dette kan give andre problemer (trim) er det ofte udeladt.
Et glimrende alternativ til (geometrisk) washout er det man vil kalde for "blended-airfoil" (eller aerodynamisk twist) - hvor man indbygger et profil i tipområdet det staller senere end rodprofilet. Dette er meget brugt på f.eks. svævefly idet tipregionen her er hyppig udsat for tendens til tipstall pga. af den smalle korde (lave Reynoldstal). Fordelen er at vingens samlede modstand mindskes og at hele vingen positivt bidrager til opdrift - altså et velafstemt design!
/Niels